Test og review af Smartnotes.dk’s Everlast notesbog

Jeg fik fingrene i min Rocketbook Everlast fra Smartnotes.dk i slutningen af sommeren, nærmere omkring midten af september. Jeg købte notesbogen, da jeg længe har været fan af at skrive noter i hånden, men altid har manglet et sikkert sted at sende dem hen. Rocketbook lader mig gøre begge dele, så jeg tænkte jeg ville afprøve notesbogen et semester. Dette skriveri er en statusopdatering/overspringshandling midt i eksamensforberedelserne. 

Førstehåndsindtryk

Første dag hvor jeg tog notesbogen i brug, var i forbindelse med Digital2018 konferencen på Aarhus BSS – det kunne nærmest ikke være en bedre anledning! Jeg hentede den i min nærmeste GLS shop på vej derhen, og pakkede den op lige inden første speaker gik på.

Mine første tanker omkring bogen var overraskende positive. Selvom det bare er en analog notesbog, så lægger man hurtigt mærke til de funktioner, som gør den “digital”. Derudover er den diskret i designet, og ligner en helt normalt notesbog.

Det eneste umiddelbare negative indtryk af Everlast stammer fra dens dedikerede skriveredskab. I det første minut med den medfølgende kuglepen i hånden, mistede jeg alt håb, da jeg simpelthen ikke kunne finde ud af hvor man skulle klikke henne. På normale kuglepenne plejer det at være i toppen, men på en Frixion pen er toppen et viskelæder og man “åbner” kuglepennen ved at trykke ned på den gennemsigtige del som det ses på billedet.

Det anbefales kun at bruge Frixion penne fra Pilot, da de fungerer optimalt på de glatte sider, og tørrer helt ind efter 10-15 sekunder, hvorefter de kan hviskes ud med toppen af pennen, eller med en fugtig klud.

Ikonisk

Det der gør Rocketbook’en helt kanon er dens meget diskrete ikoner nederst på alle sider, der kan sættes op til de forskellige online tjenester man bruger. Jeg er selv dedikeret bruger af Google Drive, så jeg har sat forskellige ikoner op til mapperne på mit drev, så jeg kan holde styr på hvor noterne bliver gemt henne. Det gør det også nemt at dele noterne med andre, hvis det skulle blive aktuelt. På oversigtssiden over de forskellige ikoner og deres respektive genveje er der også den obligatoriske disclaimer om ikke at putte notesbogen i mikrobølgeovnen.

 

Hvidvask

Det er ikke for sjov at notesbogen hedder Rocketbook EVERLAST, da man kan tørre siderne hvide og rene igen med en fugtig klud! Det er ren magi, der gør det muligt at genbruge de første få sider om og om igen. Skulle man havne i omstændigheder der gør det van(d)skeligt at få fugtet den medfølgende mikrofiberklud, så har man altså også 36 sider at gøre godt med.

Noter i skyen

For at sætte sine genveje op, skal man downloade den tilhørende app til iOS eller Android, kaldet RocketBook. Heri sker “digitaliseringen” og QR koderne på siderne i notesbogen, gør det muligt for appen at automatisk beskære alt udenom, så man kun får sine noter med, uden bøvlet med at skulle beskære dem endnu engang.

Endelig bedømmelse

Jeg har nærmest brugt notesbogen hver dag siden jeg fik den. Den har samme funktion som et whiteboard, og jeg laver mine to-do-lister for dagen, og hvisker siderne rene om aftenen. Jeg kan skrive indkøbslister og regnskaber og sende dem direkte til min mail så jeg kan tage dem med mig videre.

Det er få “gadgets” der bliver en del af ens rutiner og finder plads i ens gængse gear. Det må jeg sige at Everlast har formået. Selvom det ikke var af en grøn tanke, eller for miljøets skyld jeg købte bogen, så varmer det alligevel at vide, at jeg ikke skal købe flere notesbøger end dem jeg allerede har brugt.

Hvis du leder efter et nyt produktivitetsværktøj til kontoret eller til skolen, så er Everlast et solidt valg.

Smartnotes.dk er verificerede sælgere af Rocketbooks produkter og deler den samme vision. Rocketbook Everlast er den sidste notesbog man får brug for. Indtil videre er jeg overbevist!  5/5!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *